
Målgruppen er voksne, som har behov for undervisning eller rådgivning/vejledning i forhold til et fysisk eller psykisk handicap, for eksempel:
-
Hørevanskeligheder
-
Talevanskeligheder
-
Kommunikationsvanskeligheder (sprogforståelse, stemme)
-
Faglige vanskeligheder (talblindhed, ordblindhed)
-
Kognitive vanskeligheder (hukommelse, opmærksomhed, problemløsning)
-
Udviklingsforstyrrelser (ADHD, autisme)
-
Personlighedsmæssige, psykiatriske og psykiske vanskeligheder.
Handicappet kan være medfødt eller opstået senere i livet som følge af sygdom, ulykke eller på anden måde.
Mange bliver henvist til et tilbud via sygehuse, egen læge, sagsbehandler eller andre professionelle. Man kan også henvende sig som pårørende eller selv via henvisningsskema til specialundervisning.
Inden, der gives et tilbud, vil der blive udarbejdet en afdækning af den enkeltes behov og forudsætninger. På baggrund af dette tages der stilling til, om et tilbud vil være relevant, og der udarbejdes en plan for undervisningens mål, indhold og omfang.
Specialundervisning for voksne gives ofte i forbindelse med revalidering eller genoptræning og kan indgå i kommunens samlede hjælp i forbindelse med et handicap.
Specialundervisning for voksne er et tidsbegrænset og målrettet tilbud, der har til formål at afhjælpe eller begrænse virkningerne af et handicap.
Tilbuddet kan indeholde:
-
Undervisning i kompenserende strategier og metoder
-
Undervisning i og afdækning af behov for IT-baserede kommunikationshjælpemidler med videre
-
Rådgivning og vejledning
-
Rådgivning til pårørende, personale og lignende.
Undervisningsmaterialer og hjælpemidler, der er nødvendige for undervisningen, stilles til rådighed.
Hvis der er særlige kørselsbehov, sørges der for kørsel til og fra undervisningen.
Undervisning samt rådgivning og vejledning kan også foregå i deltagerens eget hjem, på arbejdspladsen, i botilbud med videre.
Tilbuddet er gratis.
Undervisningen udbydes i Næstved Kommune på Videnscenter for Specialpædagogik (ViSP).
Læs mere om Videnscenter for Specialpædagogik
Læs mere om Lovgivningen for specialundervisning for voksne
Læs mere om hjælpemidler